Domsmandssager

Domsmænd har pligt til at oplyse, hvis de kender nogle af personerne (parterne) i den sag, de skal dømme i. Domsmænd skal også underskrive en erklæring, hvor de lover opmærksomt at følge sagen, de dømmer i, samt at de vil dømme sagen ud fra det, de finder bevist, og øvrigt vil følge loven.

Domsmænd får først sagens anklageskrift at se, når de møder i byretten. Ved sager i landsretten er der allerede afsagt dom i byretten, og her får domsmændene udleveret en kopi af byrettens dom i sagen. Dommen indeholder også tiltalen. 

Retsmødet begynder med, at anklageskriftet eller den dom, der er blevet anket, bliver læst op. Herefter kan anklageren eventuelt give flere oplysninger om sagen, men som regel går man straks videre til at se på beviserne i sagen.

Beviserne er det centrale i enhver straffesag. Først bliver den tiltalte afhørt, og derefter bliver vidnerne afhørt. Dokumenter, som har betydning for sagen, bliver i løbet af retsmødet gennemgået og vist for både domsmænd og juridiske dommere. 

Når retten har hørt og set alle beviser, gør først anklageren og derefter forsvareren rede for, hvordan de ser på sagen. Det kaldes proceduren. Inden dommerne trækker sig tilbage for at afgøre sagen, får den tiltalte mulighed for at komme med en afsluttende udtalelse.

Sagens domsmænd deltager i sagens vurdering og afgørelse på lige fod med de juridiske dommere. Domsmændene medvirker ikke kun ved selve sagens afgørelse, men også ved nogle af de beslutninger, dvs. kendelser, der eventuelt skal træffes under retsmødet.

Domsmændene skal tage stilling til, om den anklagede er skyldig i det, han eller hun er tiltalt for. Domsmænd kan også komme til at tage stilling til, om en handling er begået med forsæt, dvs. med vilje, eller om der er tale om strafbar uagtsomhed. 

Anklagemyndighedens opgave er at bevise, at tiltalte er skyldig. Hvis der er rimelig begrundet tvivl om, at tiltalte er skyldig, skal han eller hun frifindes. Domsmænd må kun lægge vægt på det, der bliver sagt i retten, når de dømmer i sagen. 

Efter procedurerne trækker domsmænd og juridiske dommere sig til et andet lokale, hvor de voterer. Alle dommere har tavshedspligt om, hvad der bliver sagt og diskuteret under voteringen. 

Dommerne skal under voteringen først tage stilling til, om den tiltalte er skyldig eller uskyldig. Det sker, ved at retsformanden kort gennemgår sagen og de beviser, der er blevet lagt frem. Retsformanden er sagens ledende juridiske dommer. Derefter taler dommerne uformelt om sagen, hvor alle kan komme med sine synspunkter. Er dommerne alle enige, vil der ikke være en formel afstemning. Hvis dommerne ikke er enige, vil de stemme formelt.

Retsformanden stemmer sidst, og yngste domsmand stemmer først. Afstemningen er mundtlig, og resultatet bliver skrevet ned og underskrevet af både de juridiske dommere og domsmændene.

Der skal være stemmeflertal for at nå en afgørelse. I landsretten kan stemmerne risikere at stå lige, da der er tre domsmænd og tre juridiske dommere. I det tilfælde, gælder det resultat, som er bedst for den tiltalte, både hvad angår skyldsspørgsmålet og strafudmålingen. 

Domsmænd er også med til at afgøre, hvilken straf den tiltalte skal have, hvis han/hun kendes skyldig. Domsmænd er også med til at beslutte, om straffen skal være betinget eller ubetinget, og om der skal gælde andre særlige vilkår. Det er retsformanden, der leder både diskussionerne og en eventuel afstemning. Retsformanden er sagens ledende juridiske dommer.

Det er alene de juridiske dommere, der afgør, om tiltalte skal betale erstatning, og om tiltalte skal varetægtsfængsles efter dommen. 

Når både byretten og landsretten har behandlet en sag, kan sagen normalt ikke behandles igen. Derfor er landsrettens dom den endelige.

Højesteret behandler kun straffesager, hvis Procesbevillingsnævnet på den dømtes eller anklagerens anmodning har givet tilladelse til, at landsrettens dom kan indbringes for Højesteret.

Højesteret kan ikke tage stilling til om den anklagede er skyldig eller ej, men kun til straffens art og længde. Der medvirker ikke lægdommere, dvs. domsmænd eller nævninge, i Højesteret.