Gå til sidens indhold

Nogle borgere kan blive digitalt undtaget fra at bruge Skifteportalen, som er tilgængelig på minskiftesag.dk.

Du kan i særlige tilfælde blive undtaget fra at bruge minskiftesag.dk, hvis du mangler digitale kompetencer, har særlige handicap mv.

På denne side finder du vejledning om, hvornår du kan blive undtaget fra at bruge minskiftessag.dk, samt hvordan du skal forholde dig i den pågældende dødsboskiftesag eller tvangsopløsningssag, hvis du er undtaget.

Hvis du bliver undtaget fra at bruge minskiftesag.dk, vil kommunikationen med dig ske via almindelig brevpost, mail eller andet.

I udgangspunktet gælder en undtagelse for hele sagen.

Hvem beslutter, om jeg kan undtages fra at bruge minskiftesag.dk?

Sø- og Handelsretten eller den skifteret, der behandler den pågældende dødsboskiftesag eller tvangsopløsningssag, beslutter, om du kan blive undtaget fra at bruge minskiftesag.dk.

Hvis du ikke har en computer, kan du normalt få adgang til en computer i Sø- og Handelsretten og skifteretten.

Du skal kontakte Sø- og Handelsretten eller skifteretten, hvis du mener, at du opfylder betingelserne for at blive undtaget fra at bruge minskiftesag.dk.

I hvilke tilfælde kan jeg blive undtaget fra at bruge minskiftesag.dk?

Du kan blive undtaget fra at bruge minskiftesag.dk, hvis du som borger er kontaktperson i et dødsbo, eller hvis du har brug for at anmelde et krav, et tilgodehavende, en fortegnelse over aktiver og effekter eller oprette en forespørgsel i et dødsbo. Du kan også blive undtaget fra at bruge minskiftesag.dk, hvis du får behandlet en tvangsopløsningssag eller hvis du har brug for at anmelde et krav eller et tilgodehavende i en tvangsopløsningssag.

Det vil som udgangspunkt ikke være muligt at blive undtaget som professionel aktør, fx advokat eller myndighed.

Sø- og Handelsretten eller skifteretten vil i vurderingen af, om du kan blive undtaget, blandt andet se på følgende forhold:

  • fysisk funktionsnedsættelse eller handicap
  • kognitive vanskeligheder eller demens
  • psykiske lidelser
  • hjemløse eller på anden måde socialt udsatte
  • manglende digitale kompetencer
  • særlige sprogvanskeligheder
  • borgere, der i øvrigt ikke kan få MitID
  • andre særlige behov eller vanskeligheder

Følgende forhold er ikke tilstrækkelige til at blive undtaget:

  • at du ikke har en computer
  • at du bor et sted, hvor der ikke er bredbåndsforbindelse
  • at du er undtaget fra offentlig digital post
  • at du ikke har fået MitID, selvom du opfylder betingelserne
  • at du tidligere i en anden sag har været undtaget fra at anvende minskiftesag.dk.

Hvor henvender jeg mig for at blive undtaget fra at bruge minskiftesag.dk?

Du kan kontakte Sø- og Handelsretten eller den skifteret, der behandler den pågældende dødsboskiftesag eller tvangsopløsningssag med anmodning om at blive undtaget fra at bruge minskiftesag.dk.

På domstol.dk kan du indtaste din adresse og finde din retskreds. I tvangsopløsningssager omfatter Sø- og Handelsrettens område retskredsene: Københavns Byret, Retten på Frederiksberg, Retten i Glostrup og Retten i Lyngby.

Find ret med adressesøgning

Hvordan anmelder jeg et krav, hvis jeg er undtaget fra at bruge minskiftesag.dk?

Har skifteretten besluttet, at du er blevet undtaget fra at bruge minskiftesag.dk, vil skifteretten samtidigt have besluttet, hvordan anmeldelse til skifteretten skal ske, fx via mail eller brev.

Hvis du i en dødsboskiftesag vil anmelde et krav mod afdøde, skal kravet anmeldes til skifteretten.

Krav mod boet, som stiftes efter dødsfaldet, samt tilgodehavender, der tilfalder boet, kan du anmelde til skifteretten eller til den person, som varetager boets interesser.

Hvis du i en tvangsopløsningssag vil anmelde et krav eller tilgodehavende, kan du anmelde det til skifteretten eller til den likvidator, der er udpeget af skifteretten.

Hvad gør jeg, hvis jeg er kontaktperson i et dødsbo?

Som kontaktperson i et dødsbo har du pligt til at gøre dig bekendt med krav, tilgodehavender og oplysninger om besiddelse af afdødes aktiver, som er anmeldt eller oplyst på minskiftesag.dk.

Hvis skifteretten har besluttet, at du er undtaget fra at bruge minskiftesag.dk, skal du kontakte skifteretten for at aftale, hvordan du får en oversigt over det, der er registreret på minskiftesag.dk. Det er dit eget ansvar løbende at gøre dig bekendt med det, som er er registreret på minskiftesag.dk.

Find ret med adressesøgning

 

 

Sidst opdateret: 18. april 2024