Gå til sidens indhold

Retten i Svendborg

03 nov 2022

Retten i Svendborg

Nævningeting har idømt 41-årig mand forvaring

Dom afsagt: 3. november 2022

Et enigt nævningeting ved Retten i Svendborg har i dag idømt en 41-årig mand forvaring. Manden var fundet skyldig i voldtægt og forsøg på voldtægt af mindreårig samt en række andre seksualkrænkelser over for mindreårige, som han havde fået kontakt til på sociale medier.

Sagen kort fortalt

Den 14. oktober 2022 afsagde et nævningeting ved Retten i Svendborg skyldkendelse og fandt en 41-årig mand skyldig i voldtægt og forsøg på voldtægt af mindreårig samt en række andre seksualkrænkelser over for mindreårige, som han havde fået kontakt til på sociale medier.

I dag blev manden af et enigt nævningeting idømt forvaring. Alle nævninger og dommere lagde vægt på karakteren og omfanget af den nu idømte seksualkriminalitet, der er begået kort tid efter at manden blev løsladt fra anden alvorlig sædelighedskriminalitet vedrørende mindreårige. På baggrund heraf og på baggrund af tiltaltes tidligere domme for sædelighedskriminalitet over for mindreårige, de lægelige oplysninger om tiltaltes personlighed og farlighed og henset til, at den behandlingsindsats, der har været iværksat over for tiltalte, ikke har kunnet forhindre ham i at begå ny ligeartet kriminalitet, fandt nævningetinget, at tiltalte frembyder væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred og frihed, og at anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare.

Tiltalte har anket dommen til landsretten.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af nævningeting ved Retten i Svendborg den 3. november 2022.

Sagsnummer SS R3-1745/2022