Notarbooking
Notarkontoret beklager, at det blandt andet som følge af et stort behov for notarforretninger kan være vanskeligt at booke en tid hos notaren. Der bliver hver uge (normalt om mandagen) lagt nye tider til notarforretninger op, og notarkontoret opfordrer derfor til, at man med jævne mellemrum undersøger muligheden for at booke en tid til højre på denne hjemmeside. Er alle datoer grå, er der ingen ledige tider lige nu.
Notarkontoret skal anmode om, at der ikke tages kontakt til kontoret via telefon eller e-mail for at booke en tid bortset fra i de særlige tilfælde, der er nævnt nedenfor.
Notarkontoret er beliggende Vester Allé 12, 8000 Aarhus C. Notarforretninger foretages i rettens almindelige åbningstid.
Du kan booke tid og finde ledige tider hos notaren ved at klikke på linket til højre på denne side. Du vises direkte ind til rettens notarkalender, hvor du guides igennem bookingen. Du kan også via linket aflyse en tid, som du har bestilt online. Notarpåtegninger kan foretages på dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk og italiensk.
Er der flere personer, der er oprettere på det samme dokument, eller skal der samtidig oprettes testamente og fremtidsfuldmagt, skal der alene bestilles en tid.
Hvis du som følge af sygdom er forhindret i at møde personligt frem på notarkontoret, kan notarforretningen foretages i en bil på gaden. I disse tilfælde bedes du kontakte notarkontoret på tlf. nr. 99 68 78 10 for at bestille en tid, da online tidsbestilling ikke kan anvendes.
Hvis der er et hastende behov for at oprette et testamente eller en fremtidsfuldmagt, skal notarkontoret henvise til muligheden for at oprette et vidnetestamente eller en generalfuldmagt, der ikke kræver notarpåtegning.
Uanmeldt fremmøde: Der er mulighed for at møde uanmeldt op hos notaren alle hverdage mellem kl. 8.30 og kl. 9.30 og alle tirsdage, onsdage og fredage mellem kl. 12.30 og kl. 14.30. Antallet af uanmeldte notarforretninger er begrænset til 5 forretninger om formiddagen og 12 forretninger om eftermiddagen. Der må ved uanmeldt fremmøde forventes en vis ventetid, ligesom det kan blive nødvendigt for notarkontoret at afvise kunder, hvis fremmødet uden tidsbestilling er for stort.
Hvis du ønsker en tid til en boksåbning, bedes du sende en e-mail til skifte.arh@domstol.dk. Se nærmere nedenfor.
Se nærmere for priser under næste punkt.
Priser for brug af notaren
Retsafgifterne for notarens arbejde er:
- Bekræftet kopi af et dokument: 150 kr. pr. kopi
- Testamente: 300 kr.
- Ændring eller tilbagekaldelse af testamente: 300 kr.
- Fremtidsfuldmagt: 300 kr.
- Protest af en veksel 300 kr.
- Lodtrækning: 300 kr.
- Hvis notaren er nødt til at komme hjem til dig, skal du betale for transporten
Betaling kan ske med MobilePay, kontant eller med dankort. Andre betalingskort eller kreditkort modtages ikke. Beløbet skal overføres til skifterettens kontonr. 0216 4069133592
Det skal du medbringe til notaren
Ved underskrift af testamenter medbringes
Legitimation - i form af pas, kørekort eller anden offentlig billedlegitimation. Hvis du ikke har den nævnte legitimation, så kontakt retten inden du tager derind, så I kan tale om, hvad der kan accepteres som legitimation.
Det originale testamente (Vær opmærksom på, at testamentet ikke må være underskrevet hjemmefra.)
Skifteretten kan ikke hjælpe med at udarbejde testamenter.
En kopi af testamentet.
Husk at forsiden på kopien skal være den autoriserede blanket-forside, der kan hentes ved at klikke her. Forsiden skal udfyldes enten på pc eller med letlæselig håndskrift.
Tilbagekaldelse af testamente
Tilbagekaldelse af et testamente skal ske efter de samme formelle regler, der gælder for oprettelse af et nyt testamente.
Ved bekræftelse af underskrift, evt. efter underskriftsprøve(virksomhed) medbringes
Legitimation - i form af pas eller kørekort.
Det eller de originale dokumenter
Nyere tegningsudskrift fra Erhvervsstyrelsen
Kontrolnummer
Ved bekræftelse af kopi af originalt dokument medbringes
De originale dokumenter
Kopi af de originale dokumenter
Udkørende notarforretninger
Hvis den person, der skal underskrive et dokument, er meget syg eller på anden måde så svækket, at vedkommende ikke kan møde personligt på notarens kontor eller i en bil på gaden, kan man ved telefonisk henvendelse på tlf.nr. 99 68 78 10 aftale en tid, hvor notaren kommer ud på bopælen, sygehuset m.v.
Notaren kører ud efter aftale indenfor rettens åbningstid.
Udkørende notarforretninger foretages kun i egen retskreds og der må påregnes kørselsgodtgørelse (evt. brug af taxa) til notaren.
Du skal betale notarens transport.
Lodtrækninger
Du skal altid kontakte notaren i god tid inden lodtrækningen.
Mailen skal indeholde
- kopi af spillemyndighedens tilladelse,
- et prøveeksemplar af lodsedlen og
- oplysning om, hvor mange gevinster der skal trækkes.
Skifteretten råder ikke selv over et elektronisk lodtrækningsprogram. Alle lodtrækninger sendes derfor til foretagelse ved Tinglysningsretten i Hobro. Det er derfor vigtigt, at lodtrækninger sendes til notaren i god tid, og altid sådan, at anmodningen er notaren i hænde senest 3 uger før udtrækningsresultatet skal anvendes.
Det koster 300 kr., der skal overføres til skifterettens kontonr. 0216 4069133592 inden lodtrækningen kan foretages.
Du skal sende en mail til skifte.arh@domstol.dk
Boksåbninger
Ved boksforretninger sendes en mail til Skifteretten
Mailen skal indeholde
- Lejekontrakt på boksene
- Oplysninger om boksnumre
- Rykkerskrivelser m.v.
- Forretningsbetingelser for boksleje
Det koster 300 kr. i retsafgift pr. boksåbning, der skal overføres til skifterettens kontonr. 0216 4069133592
Send en mail til skifte.arh@domstol.dk
Det skal du gøre ved fremtidfuldmagt
En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, der kan sættes i kraft, hvis fuldmagtsgiveren ikke længere kan varetage sine personlige og/eller økonomiske forhold som følge af sygdom el.lign.
Du kan selv udpege en person til engang i fremtiden at tage over, hvis du på et tidspunkt mister evnen til selv at tage dig af dine personlige og økonomiske forhold.
Det er muligt at udpege en eller flere fremtidige fuldmagtshavere. På baggrund af fuldmagten får fuldmagtshaver mulighed for at træffe beslutninger om for eksempel bankforretninger eller personlige beslutninger vedrørende pleje og omsorg. Det kan f.eks. blive relevant ved sygdom, svækket mental funktion el. lign., hvor du ikke længere selv er i stand til at varetage disse forhold.
Fremtidsfuldmagter skal oprettes og underskrives digitalt. Herefter skal den vedstås for en notar ved byretten. Er du fritaget for e-post, kan du få oprettet en fremtidsfuldmagt ved henvendelse til Familieretshuset.
Familieretshuset sætter fremtidsfuldmagten i kraft, når betingelserne herfor er opfyldt. Hvis du, som fuldmagtsgiver, selv er i stand til det, kan du selv bede Familieretshuset sætte fuldmagten i kraft. Fuldmagtshaver (den der har fået fuldmagt) kan også bede om, at fuldmagten skal sættes i kraft. I den situation skal det med en lægeerklæring eller på anden måde dokumenteres, at du, som fuldmagtsgiver, befinder dig i en tilstand, hvor du ikke selv kan varetage dine personlige og/eller økonomiske forhold. Familieretshuset foretager altså en vurdering af, om du befinder dig i en sådan tilstand og sætter kun fuldmagten i kraft, hvis det er tilfældet.
Når fuldmagten er sat i kraft, kan den benyttes af fuldmagtshaver.
Opret og underskriv fuldmagt digitalt her www.tinglysning.dk
Sidst opdateret: 10. juni 2024