Forbud og påbud
Med en midlertidig afgørelse om forbud eller påbud kan du som borger eller virksomhed foreløbigt få bremset krænkelser af dine rettigheder hurtigt og effektivt.
Som borger eller virksomhed kan du anmode retten om at meddele et midlertidigt forbud eller et påbud mod en anden person eller virksomhed, som krænker dine rettigheder. Det betyder, at den anden person eller virksomhed foreløbig skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger.
En midlertidig afgørelse om forbud eller påbud kan fx. handle om ulovlig brug af et patent eller om udgivelse af en bog, der indeholder fortrolige oplysninger.
I hvilke tilfælde kan jeg anmode retten om et forbud eller påbud?
Det er en forudsætning for et midlertidigt forbud eller påbud at:
- du kan bevise eller sandsynliggøre din ret
- den anden borgers eller virksomheds handling eller undladelse gør det nødvendigt at meddele et forbud eller et påbud, og
- du ikke kan beskytte din ret, hvis du skal afvente en almindelig retssag.
Hvordan anlægger jeg en sag om forbud eller påbud?
Sager om forbud eller påbud anlægger du på minretssag.dk, hvor du skal logge ind med MitID.
Gå til vejledninger til minretssag.dk
Fritagelse fra at bruge minretssag.dk
Det er muligt at blive fritaget fra at bruge minretssag.dk, men det kræver, at du opfylder betingelserne for det. Det kan være, at du har et særligt handikap, mangler digitale kompetencer eller har sprogvanskeligheder.
Hvordan forløber en sag om forbud eller påbud?
Anmodning og forkyndelse
Når du har oprettet din anmodning på minretssag.dk, vil retten forkynde din anmodning for din modpart (sagsøgte). Modparten vil også få en kort frist for at indgive et svarskrift.
For at forkyndelsen kan ske så hurtigt som muligt, er det vigtigt, at du som sagsøger oplyser tydeligt og præcist om kontaktoplysninger; Postadresse, mail og eventuelt telefonnummer til sagsøgte eller sagsøgtes eventuelle advokat eller anden partsrepræsentant. Det kan være, du kender disse oplysninger fra tidligere dialog med sagsøgte, eller at du har fremskaffet dem på anden vis.
Telefonmøde
Når retten har forkyndt anmodningen for sagsøgte, vil retten hurtigst muligt indkalde begge parter til et telefonmøde. Her er det typisk jeres advokater eller andre repræsentanter, der har ret til at træffe beslutninger i sagen, der deltager. Jeres repræsentanter skal kunne redegøre for eventuelt tidligere forligsdrøftelser og for partens opfattelse af sagen samt det ønskede videre forløb. Sagens forløb drøftes på telefonmødet, og retten fastsætter frister og aftaler og får også straks aftalt tid til hovedforhandlingen.
Hovedforhandling
Hovedforhandlingen er det afsluttende retsmøde og foregår i retten.
Hovedforhandlingen indledes med, at parterne nedlægger deres påstande. Det betyder, at parterne oplyser retten og modparten om, hvad deres krav i sagen er. Normalt vil retten herefter bede dig som sagsøger om at forelægge sagen mundtligt. Det betyder, at du kort skal redegøre for sagens faktum og problemstilling, herunder redegøre for hvilke punkter, I er uenige om. Herefter følger bevisførelsen, hvor parterne og eventuelle vidner afgiver forklaring. Når bevisførelsen er afsluttet, har parterne lejlighed til at redegøre for deres syn på sagen i den afsluttende procedure.
Retten optager herefter sagen til kendelse og oplyser samtidig så vidt muligt, hvornår kendelsen vil foreligge.
Skal jeg som sagsøger stille sikkerhed?
Ja. Som betingelse for at meddele et midlertidigt forbud eller påbud vil retten ofte bestemme, at du skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som din modpart vil kunne blive påført. Retten bestemmer sikkerhedens art og størrelse. Sikkerhed skal stilles i form af kontant indbetaling eller bankgaranti (advokatindeståelse er ikke tilstrækkeligt).
Kan retten beslaglægge materialer eller genstande?
Hvis du mener, at retten skal beslaglægge materiale eller genstande hos din modpart, kan du anmode retten om beslaglæggelse under behandlingen af sagen om forbud og påbud.
Retten kan dog beslutte, at spørgsmålet om beslaglæggelse i stedet skal behandles ved fogedretten.
Hvad koster det at anlægge en sag om forbud eller påbud?
Når du indleverer en anmodning om midlertidigt forbud eller påbud, skal du betale en retsafgift på 750 kr.
Retsafgiften betaler du på minretssag.dk.
Hvad sker der hvis et forbud eller påbud bliver meddelt med urette?
Hvis du har opnået et forbud eller påbud på grundlag af en rettighed, som viser sig ikke at bestå, skal du betale erstatning til modparten for det tab, som forbuddet eller påbuddet har påført modparten.
Hvis forbuddet eller påbuddet af andre grunde er ulovligt, skal du betale erstatning til modparten, hvis du burde have undladt at anmode om forbud eller påbud.
Kan et påbud eller forbud ophæves eller bortfalde?
Et forbud eller påbud bortfalder, når der foreligger endelig dom i hovedsagen.
Et forbud eller påbud kan derudover ophæves:
- hvis betingelserne for rettens meddelelse af forbud eller påbud ikke længere er opfyldt
- hvis den part, der har opnået forbuddet eller påbuddet utilbørligt forhaler sagen eller
- hvis hovedsagen ikke anlægges eller indledes inden for fristen på de to uger.
Hvornår skal jeg anlægge hovedsagen?
Hvis du ikke allerede har anlagt en almindelig civil sag (hovedsagen) mod din modpart om den rettighed, du mener, er krænket, skal du senest gøre det inden to uger efter, at afgørelsen om forbud eller påbud er endelig.
Afgørelsen er endelig, når afgørelsen enten ikke kæres af den tabende part eller når en evt. kæresag er afsluttet. Hvis den almindelige civile sag ikke bliver anlagt rettidigt, kan retten ophæve forbuddet eller påbuddet.
Kan jeg få hjælp til en sag om forbud eller påbud?
Brug for en advokat?
I Advokatnøglen finder du information om alle danske advokater ved at søge på navn, retskreds og sagsområde.
Gå til Advokatnøglen (åbner i nyt vindue)
Advokatvagten
Advokatvagten har kontorer rundt om i landet, hvor alle borgere – uanset indkomstforhold – kan få helt grundlæggende mundtlig rådgivning. Denne rådgivning er gratis.
Gå til Advokatsamfundets hjemmeside (åbner i nyt vindue)
Frivillig retshjælp
Det er muligt at få gratis juridisk rådgivning hos en frivillig retshjælp. Retshjælpskontorerne ligger forskellige steder rundt om i landet. Den frivillige retshjælp tilbyder rådgivning indenfor de fleste sagsområder og kan hjælpe dig med håndteringen af din sag. Skal du have hjælp ud over mundtlig rådgivning, er det en forudsætning, at din indkomst/din husstands indkomst ligger under en vis beløbsgrænse.
Kontaktoplysninger på de lokale retshjælpskontorer finder du på Civilstyrelsens hjemmeside.
Gå til Civilstyrelsens hjemmeside (åbner i nyt vindue)
Retshjælpsforsikring
Selvom du har en retshjælpsforsikring, er det ikke sikkert, at den dækker udgifter i forbindelse med sager, der vedrører midlertidigt forbud eller påbud. Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du er i tvivl.
Kan jeg søge om fri proces i en sag om forbud eller påbud?
Fri proces betyder, at statskassen betaler dine udgifter i forbindelse med retssagen. Det er blandt andet, salæret til din advokat og nødvendige udgifter forbundet med sagens behandling eller oplysning. Hvis du taber sagen, betaler statskassen også sagsomkostningerne til modparten. Du skal opfylde visse betingelser for at få fri proces.
Retten kan give dig fri proces i en sag om forbud eller påbud, hvis du har behov for advokatbistand og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces.
Hvad hvis modparten overtræder et forbud eller et påbud?
Hvis din modpart overtræder forbuddet eller påbuddet, kan modparten straffes med bøde eller fængsel og kan blive pålagt at betale erstatning. Du skal anlægge en selvstændig retssag om dette.
Hvis din modpart overtræder forbuddet eller påbuddet, kan du anmode fogedretten om hjælp til at opretholde forbuddet eller påbuddet.
Sidst opdateret: 06. maj 2024