Nævningesager

Sagens nævninge og juridiske dommere sidder adskilt fra hinanden i retslokalet. Nævningene sidder i den rækkefølge, de er blevet udtaget. Når nævningene kommer ind i retslokalet, får de udleveret anklageskriftet og sagens andre dokumenter. Nævningene må først tage sagens dokumenter med ud af retslokalet, når de skal votere. Nævninge må ikke udlevere dokumenter til andre eller tage sagens dokumenter med hjem. Nævninge må ikke tale med andre om sagen uden for retslokalet, før dommen er afsagt. I retslokalet må nævninge kun have kontakt med sagens juridiske dommere. 

I byretten indledes retsmødet i en nævningesag ved, at anklageskriftet bliver læst op. I landsretten starter sagen med, at byrettens forudgående dom i sagen bliver læst op.

Når beviserne er lagt frem, redegør anklageren og dernæst den tiltaltes forsvarsadvokat for, hvordan de vurderer skyldsspørgsmålet. Derefter får den tiltalte mulighed for at få ordet.

I nævningesager bliver spørgsmålet om skyldig eller ikke skyldig afgjort af nævningene og dommerne i fællesskab. Det sker i et lokale uden for retssalen.

Hver dommer og hver nævning har én stemme. Nævningene afgiver deres stemme først. Retsformanden beder hver enkelt nævning om hans ellers hendes stemme i den rækkefølge, nævningene er blevet udtaget. Derefter stemmer dommerne. Retsformanden er den ledende dommer i retssagen, og han/hun stemmer til sidst.

Afgørelsen om skyldsspørgsmålet kaldes skyldkendelsen. Kendelsen skal angive, hvor mange af dommere og nævninge, der har stemt for henholdsvis frifindelse og domfældelse.

For at en tiltalt kan blive dømt i byretten, skal mindst fire nævninge og to juridiske dommere stemme for, at tiltalte er skyldig. I landsretten skal mindst seks nævninge og to juridiske dommere stemme for.

Kendelsen skal indeholde grunden til, at man er nået til resultatet, og hvis der ikke er enighed, skal også mindretallets synspunkter anføres. Hvis nævninge og dommere kommer frem til, at tiltalte ikke er skyldig, bliver den tiltalte straks frikendt af retten.

Hvis den tiltalte bliver fundet skyldig, fortsætter retssagen i retssalen, ved at anklageren og forsvareren udtaler sig om, hvilken straf eller anden sanktion tiltalte skal have. Parterne kan her inddrage andre forhold, der ikke tidligere har været grund til at inddrage i retssagen, fx tidligere straffe. Begge parter har mulighed for at føre beviser i den forbindelse, men de må ikke rejse tvivl om, at den tiltalte er skyldig eller ej. Derefter får den tiltalte ordet.

Herefter træder nævningene og dommerne igen sammen i et lokale uden for retssalen. Her skal de afgøre, hvilken straf den tiltalte skal idømmes. Det afgøres af nævningene og dommerne i forening. Det er retsformanden, der leder mødet. Retsformanden er sagens ledende dommer.

Når der skal stemmes om straf og sanktioner, har de juridiske dommere tilsammen lige så mange stemmer som nævningene.

Afstemningen i byretten foregår på den måde, at to nævninge stemmer først, derefter en dommer osv. 

I landsretten stemmer tre nævninge og en dommer på skift.

Når det gælder strafudmålingen, og der er lige stemmetal, gælder det resultat, som er det bedste for den tiltalte.

En dom i byretten kan ankes til landsretten. Hvis anken også omfatter spørgsmålet om den tiltaltes skyld eller uskyld, medvirker der nævninge i landsrettens behandling af sagen.

Hvis anken alene gælder straffens længde eller fejl under selve retssagen, behandles ankesagen videre i landsretten med tre domsmænd og altså ikke med nævninge.

Når både byretten og landsretten har behandlet en sag, kan sagen normalt ikke behandles igen. Derfor er landsrettens dom den endelige.

Højesteret behandler kun straffesager, hvis Procesbevillingsnævnet på den dømtes eller anklagerens anmodning har givet tilladelse til, at landsrettens dom kan indbringes for Højesteret.

Højesteret kan ikke tage stilling til om den anklagede er skyldig eller ej, men kun til straffens art og længde. Der medvirker ikke lægdommere, dvs. domsmænd eller nævninge, i Højesteret.