Hvis du er advokat
Her på siden har vi samlet informationer, der er relevante for advokater.
Her kan du blandt andet se de vejledende salærtekster, information om reglerne for møderet for de overordnede retter samt blanketter og vejledninger i Grønland.
Møderet
Det fremgår af § 82, stk. 1 i retsplejelov for Grønland (LBK nr. 1581 af 13. december 2016), at enhver advokat med kontor i riget har møderet for kredsretterne, Retten i Grønland og Grønlands Landsret.
Der er således ikke krav om møderet for at møde ved Grønlands Landsret.
Møderet for de danske landsretter kræver, at advokaten har bestået en prøve i procedure. Denne prøve kan aflægges ved Grønlands Landsret.
Læs mere om: Vejledning appel kriminalsager
Retningslinjer for prøvesager
Retsagsprøven består i, at den pågældende udfører to retssager, der afsluttes med mundtlig hovedforhandling.
Retsagsprøver ved Grønlands Landsret
Retssagsprøven kan aflægges for Grønlands Landsret som kollegial ret, jf. den danske retsplejelov § 133, stk. 4 og 5.
Der stilles samme krav til en retssagsprøve, der udføres ved Grønlands Landsret, som hvis prøven var udført ved en af de overordnede retter i Danmark.
Grønlands Landsret behandler ankesager fra Retten i Grønland som kollegial ret, jf. den grønlandske retsplejelov § 7, stk. 2.
Højesteret
I den danske retsplejelov § 134, stk. 1, er anført, at en advokat har møderet for Højesteret, når den pågældende har indgivet anmeldelse til Højesterets justitskontor vedlagt en erklæring fra Advokatrådet om, at advokaten i mindst 5 år har været i virksomhed som advokat med møderet for landsret, og en erklæring fra vedkommende landsret, herunder Grønlands Landsret om, at advokaten er øvet i procedure. I det følgende omtales betingelserne for, at Grønlands Landsret udsteder øvethedserklæring.
Ansøgning om øvethedserklæring
Ansøgningen om øvethedserklæring fra Grønlands Landsret skal være skriftlig. Der skal vedlægges en liste over relevante sager (jf. herom nedenfor), som advokaten har ført inden for de seneste 5 år for Grønlands Landsret, Vestre Landsret, Østre Landsret og Sø- og Handelsretten. For så vidt angår sager, der er ført for Arbejdsretten, Tjenestemandsretterne, Voldgiftsretten i Grønland eller en voldgiftsret nedsat af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed kan oplysning og erklæringer om sådanne sager vedlægges i det omfang, der er nævnt nedenfor.
For hver sag påføres:
- Hvilken ret, der har behandlet sagen
- Afdelingsnummer
- Sagsnummer
- Parternes navne
- Tidspunktet for hovedforhandlingen
- Eventuelt særskilte bemærkninger, jf. herom nedenfor.
Kriterierne for udstedelse af øvethedserklæring
Øvethedserklæring udstedes efter en kvantitativ og kvalitativ vurdering.
Som udgangspunkt skal advokaten have udført en halv snes almindelige civile sager inden for de seneste 5 år, og sagsførelsen skal have været forsvarlig. Et mindre antal sager kan efter omstændighederne accepteres, hvis der foreligger særlige oplysninger, der taler for, at den pågældende advokat må anses for øvet i procedure. Hvis advokaten mener, at udførelsen af en eller flere af de oplistede sager bør tillægges særlig betydning for afgørelsen, bør ansøgningen indeholde en udførlig begrundelse herfor.
Om de enkelte sagstyper bemærkes:
Almindelige civile sager
Der skal i den enkelte sag have været afholdt mundtlig hovedforhandling. Sagerne skal således have været procederet, men ikke nødvendigvis afsluttet med en dom. En sag, der er forligt efter procedure og rettens tilkendegivelse, kan således indgå i vurderingen.
Skriftligt behandlede civile kæremål indgår ikke i vurderingen.
Børnefjernelsessager tæller som udgangspunkt ikke med i vurderingen.
Mundtligt behandlede kæremål vil efter omstændighederne kunne indgå i vurderingen.
Ægteskabssager og/eller straffesager
- Sagsførelsen vil efter omstændighederne kunne danne grundlag for udstedelse af øvethedserklæring.
- Såfremt der foreligger sådanne omstændigheder med hensyn til sagernes karakter og omfang, at der er samme grundlag for at bedømme den pågældendes øvethed som ved en udførelse af almindelige civile sager, vil ægteskabssager/straffesager i det hele indgå i bedømmelsen med samme vægt som civile sager. Såfremt den ansøgende advokat er af den opfattelse, at en eller flere ægteskabssager/straffesager opfylder denne betingelse, skal dette anføres med en udførlig begrundelse i forbindelse med ansøgningen.
- Bortset herfra er det ikke muligt at fastsætte et nærmere antal straffesager eller ægteskabssager, som advokaten skal have udført, før kravet om øvethed må anses for opfyldt. Afgørende er, at advokaten på tilfredsstillende måde har udført et antal sager af et vist omfang og i øvrigt af en sådan beskaffenhed, at de giver et forsvarligt grundlag for at bedømme den pågældendes øvethed.
Sager for Arbejdsretten, Tjenestemandsretterne, Voldgiftsretten i Grønland eller en voldgiftsret nedsat af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed
Indtil 5 sager ført for Arbejdsretten, Tjenestemandsretterne eller en voldgiftsret nedsat af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed med mindst én dommer fra de overordnede domstole kan indgå i stedet for det samme antal almindelige civile sager inden for 5-års perioden. Det er herved en forudsætning, at advokaten indhenter en erklæring fra Arbejdsrettens formand respektive formanden for Tjenestemandsretterne og formanden for præsidiet for Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed om, at de pågældende sager i henseende til omfang og kompleksitet kan sidestilles med et tilsvarende antal civile landsretssager, og at sagerne er procederet på forsvarlig måde. Erklæringerne fra de pågældende formænd vedlægges ansøgning til landsretten.
Salærtakster
Salærtakster for advokater | ||
---|---|---|
Skema 01.02.24 Advokater | ||
Vejledende Takster 01.02.24. Advokater |
Salærtakster for forsvarere | ||
---|---|---|
Skema 2024 | ||
Vejledende Takster 01.02.24. Aut. Forsvarer |
Sidst opdateret: 30. januar 2024