Hvis du er domsmand
Som domsmand skal du sammen med en anden domsmand og en dommer afgøre retssager.
Hvis du er domsmand – så læs nedenfor
Som domsmand er du med til at træffe afgørelser i kriminalsager, men du kan også i mindre omfang blive indkaldt i civile sager.
Domsmænd skal ikke have særlig viden om retssager eller lovgivning. Det er domsmændenes opgave at bidrage med den almindelige borgers opfattelse af, hvordan sagerne skal bedømmes.
Hvis du er domsmand i en kriminalsag, og I finder frem til, at personen er skyldig, skal du være med at til at fastsætte en foranstaltning for vedkommendes lovovertrædelse. Denne opgave er meget vigtig – både for den enkelte sag og den enkelte tiltalte.
Hvem kan blive domsmand?
Det er helt almindelige borgere, som får til opgave at virke som domsmænd. Der er dog visse krav, som du skal leve op til for at kunne blive domsmand.
Først og fremmest kan du ikke være domsmand, hvis du fx er medlem af Inatsisartut, ansat ved politiet, kriminalforsorgen, eller er advokat.
Derudover er det et krav, at du:
- bor i Grønland
- er fyldt 18 år
- ikke fylder 70 år før tidligst i 2026
- har et godt omdømme, hvilket normalt betyder, at du ikke må være dømt i en kriminalsag
Man bliver udpeget som domsmand for fire år ad gangen.
Her kan du se en film om domsmændenes opgaver:
Skal man forberede sig inden en retssag?
For at du som domsmand kan være med til at træffe rigtige afgørelser, er det meget vigtigt, at du læser den vejledning, som du får tilsendt, grundigt igennem, inden du møder i retten første gang
I hvilke sager medvirker domsmænd?
Der medvirker domsmænd i alvorlige kriminalsager, hvor anklagemyndigheden ønsker, at den tiltalte idømmes en strengere foranstaltning end bøde. Retten kan også bestemme, at der skal være domsmænd med til at afgøre en sag, som er af særlig indgribende betydning for tiltalte.
Herunder kan du se en film der handler om domsmandsspillet:
I Domsmandsspillet er du som deltager indkaldt som domsmand i en straffesag i byretten. En domsmand er en almindelig borger, der sidder med i retssager og sammen med den juridiske dommer vurderer, om en tiltalt er skyldig eller ej. Domsmænd er også med til at beslutte straffen. Det gør de på befolkningens vegne for at sikre, at der er folkelig forankring, når der skal træffes beslutning om den mest alvorlige sanktion, vi har i Danmark; at tage friheden fra det enkelte menneske.
Som domsmand er det tanken, at man med åbent sind og en kritisk holdning til det, som præsenteres, er med til at afgøre sagen i retten. I spillet er en kvinde tiltalt for overtrædelse af databeskyttelsesloven, fordi hun har delt billeder af en person uden samtykke fra ham.
Hvorfor bruger retten domsmænd?
Domsmænd skal medvirke til at retssagerne afgøres ud fra, hvad den grønlandske befolkning som helhed mener er retfærdigt. Domsmændene skal repræsentere den almindelige holdning i samfundet og repræsenterer et bredt udsnit af den grønlandske befolkning.
Skal man både tage stilling til skyld og straf?
Dommeren vejleder domsmændene om lovgivningen og almindelig praksis for foranstaltninger. Domsmændene skal træffe deres afgørelse på baggrund af dommerens vejledning og deres samvittighed.
Når sagen afgøres, har domsmændene og dommeren hver én stemme – både hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte er skyldig, og hvad angår spørgsmålet om fastsættelsen af en eventuel foranstaltning, for eksempel anstaltsanbringelse. Stemmer de to domsmænd for eksempel for at frifinde en tiltalt, men dommeren stemmer for domfældelse, kommer dommen til at lyde på frifindelse.
Hvordan bliver man domsmand?
Domsmænd indstilles for 4 år ad gangen.
Den administrerende dommer ved Retten i Grønland indstiller de personer, som retterne i første instans anser for at være egnede til at virke som domsmænd i kredsretterne. Kredsretternes domsmænd vælges af kommunalbestyrelserne.
Den administrerende dommer ved Retten i Grønland indstiller domsmænd til Retten i Grønland.
Domsmænd til landsretten indstilles af landsdommeren.
Domsmænd ved Retten i Grønland og ved landsretten vælges af Inatsisartut.
De nuværende domsmænd er udnævnt i perioden 2022 - 2025
Får jeg betaling som domsmand?
Når du deltager som domsmand bliver du betalt af retterne
Betalingens størrelse:
700 kr. når man har virket i op til 4 timer i en dag
1.100 kr. når man har virket i mere end 4 timer i en dag
Lønnen bliver udbetalt af Selvstyret, når der e sket indberetning fra retterne.
Hvis du bliver bedt om at rejse til en anden by med henblik på deltagelse i behandling af retssager, så bliver dine rejseudgifter tilbagebetalt og dagpenge, efter de i Grønland gældende ved tjenesterejser.
Sidst opdateret: 21. juli 2023