29 apr 2020
Retten i Lyngby
RB1 Polychrome af billedkunstner Nat Bloch Gregersen
Retten har fået installeret permanent udsmykning af et lys-værk i indgangspartiet og på en væg i et venteværelse. Gennem indgangspartiets høje glasvægge er værket synligt både inde- og udefra. Værket er udført af billedkunstner Nat Bloch Gregersens og er medfinansieret af Statens Kunstfond.
Nat Bloch Gregersen arbejder tværmedielt med skulptur, lys, installation og tekst. I det serielle arbejde med lys-værker under fællesbetegnelsen Light techniques har Bloch Gregersen udviklet et særligt sprog med udgangspunkt i en fri streg, som udspringer fra en kropslig bearbejdning af formen. I mødet mellem de organiske abstrakte former og neonmediets industrielle og strømlinede konnotationer opstår et dualistisk spændingsfelt, som både indeholder kvaliteter af noget skarpt/koldt og noget blødt/følelsesbetonet. Lys-værkerne møder beskuerne som tredimensionelle skulpturelle elementer ud i rummet, hvor lyset løfter figuren ud over selve neon-glasstrukturernes form, og slører afgrænsningen mellem værket og omverdenen.
Titlen RB1 Polychrome refererer til værkets formelle og tekniske aspekter i form af materielle komponenter (gasarter, glas og farver). Ordet Polychrome kommer af oldgræsk (poly = mange og kroms = farve) og bruges i betydningen flerfarvet eller mangefarvet.
Lys påvirker os mennesker følelsesmæssigt. Med en samtidig både insisterende, generøs og særligt immateriel kvalitet inviterer værket RB1 Polychrome til en åben dialog med beskuerens egen krop og perception.
RB1 Polychrome er Nat Bloch Gregersens første offentlige udsmykningsopgave.
RB1 Polychrome er medfinansieret af Statens Kunstfond.
Nat Bloch Gregersen (f. 1986) er uddannet ved Det Jyske Kunstakademi (DK), Kyoto University of Art And Design (JP) samt på Forfatterskolen (1) ved UiT - Norges Arktiske Universitet (NO). Bloch Gregersen blev i 2017 tildelt Bikubenfondens etårige atelierlegat og modtog i 2019 på Montrouge i Paris prisen ‘Prix Spécial «IN EXTENSO»’ for sit værkbidrag til den internationale biennale for ung europæisk samtidskunst JCE - Jeune Création Européenne 2019-21.
Foto: Malle Madsen ©