Gå til sidens indhold

Danmarks Domstole er båret af stærke værdier, som vi hver dag i alle sammenhænge gør vores bedste for at leve op til både eksternt og internt.

I Danmarks Domstole har vi en mission og vision, der er ledestjerne for vores virke og vores rolle i samfundet. Dertil har vi nogle værdier, der fungerer som en rettesnor i vores daglige arbejde. Værdierne bidrager samtidig til, at vi holder os vores vision for øje. 

Vores mission

Danmarks Domstole er uafhængige og sikrer lighed for loven og adgang til ret og retfærdighed.

Danmarks Domstole sørger for lige og værdig adgang til ret og retfærdighed for alle inden for rimelig tid. Vi værner om vores demokrati, retssamfund og den enkeltes retssikkerhed, sikrer lighed for loven og beskytter mod magtmisbrug gennem afgørelser, som er velbegrundede, korrekte og til at forstå.

Domstolene er dermed en forudsætning for tryghed og demokrati i Danmark og for en velfungerende retsstat.

Vores vision

Danmarks Domstole skal – i en verden i forandring – altid stå som garant for retsstaten og retssikkerheden og som det centrale sted at løse konflikter.

Danmarks Domstole skal opretholde og styrke rollen som garant for retsstaten og som samfundets centrale konfliktløser. Det kræver, at vi udvikler os i takt med omverdenen og vores brugeres behov, så vi kan møde dem på deres egne og nutidens præmisser og fastholde den høje tillid til det danske retsvæsen. Vi skal løse sager hurtigt, ensartet og med høj kvalitet. Gennem indsigt i samfundets behov vil vi fortsætte med at udvikle retternes ydelser, både indholdsmæssigt og teknologisk, og kommunikere tidssvarende til brugerne.

Vores værdier

Ansvarlighed

Domstolene skal træffe rigtige, velbegrundede og forståelige afgørelser i rette tid.

Vi skal derfor have de nødvendige faglige og menneskelige kompetencer til at løse opgaverne med høj kvalitet og effektivitet.

Alle ved domstolene har et fælles ansvar både for den enkelte rets resultater og for helheden. Derfor deler vi viden, og vi udvikler og udbreder bedste praksis.

Troværdighed

Ved domstolene arbejder vi efter loven og er troværdige. Vi lader os ikke påvirke af uvedkommende hensyn. Vi er upartiske og neutrale, og vi er bevidste om, at vi til hver en tid også skal fremstå sådan.

Respektfuld behandling

Vi behandler alle ordentligt og med respekt. Vi viser forståelse for den enkeltes situation og baggrund, og vi har respekt for forskellighed. Vi udtrykker os forståeligt både i skrift og tale.

Åbenhed og lydhørhed

Domstolene skal være åbne og tilgængelige for alle. Vi samarbejder med hinanden og med vores brugere med respekt for de rammer, der gælder for domstolene. Vi arbejder for, at domstolene som organisation og arbejdsplads udvikler sig tidssvarende.

Sidst opdateret: 08. august 2023