Retsafgift
Du skal betale retsafgift, hver gang du lægger sag an.
Hvis du vil anlægge sag i en kredsret eller ved Retten i Grønland, skal du først betale retsafgift.
Retsafgifterne er forskellige for de forskellige sagstyper:
- Civile sager: 500 kroner
- Inkassosager: 500 kroner
- Fogedsager: 300 kroner
- Bevisoptagelse (syn og skøn): 400 kroner
- Tvangssalg af fast ejendom: 500 kroner
- Tvangssalg af aktier, gældsbreve og andre fordringer: 300 kroner
Der er særlige afgifter for ankesager.
Hvordan betaler jeg min retsafgift?
Du skal indbetale pengene til Retten i Grønland på kontonummer:
6471-1032663
Når du indbetaler retsafgiften, skal du huske at skrive:
- Dit navn
- Modpartens navn
- Dit eget journalnummer, hvis du har et sådant
- Rettens saglistenr., hvis du har fået det oplyst.
Oplysningerne er meget vigtige, da du risikerer, at sagen vil blive afvist af retten på grund af manglende indbetaling, hvis Retten i Grønland ikke kan knyttes din indbetaling til en konkret sag.
I det tilfælde vil beløbet blive tilbagebetalt.
Husk, at kvitteringen for indbetaling af retsafgiften skal sendes ind sammen med stævningen/anmodningen til den ret, der skal behandle din sag.
Indbetaler du ikke retsafgiften samtidig med, at du sender sagen til retten, vil du få et brev eller en mail fra Retten i Grønlands retsafgiftskontor, hvori du vil få en frist på 14 dage til at indbetale afgiften.
Fristen vil løbe fra datoen på brevet, og vil ikke blive forlænget. Hvis fristen ikke bliver overholdt, kan sagen blive afvist af den ret der skal behandle din sag.
Hvordan betaler jeg retsafgift hvis jeg har flere sager eller modparter?
Civile sager:
Du skal betale retsafgift for hver civil sag, du anlægger.
Hvis du anlægger flere forskellige sager samtidigt mod forskellige personer og derfor betaler retsafgift for hver enkel sag, skal du altid indbetale et nyt beløb for hver sag.
Hvis du eksempelvis har et firma, og en af dine kunder skylder dig 2.000 kroner og en anden 3.000 kroner, men de vil ikke betale, skal du indbetale 2 gange 500 kroner. Altså en afgift per sag. Du må ikke indbetale 1.000 kroner i en samlet indbetaling.
Foged sager:
Du skal betale retsafgift for hver modpart du anlægger fogedsag imod, også selv om du anlægger sagen som én sag.
Der er særlige regler hvis modparterne er samlevende ægtefæller.
Hvis sagen drejer sig om fast ejendom, som skyldnerne ejer sammen, er der også særlige regler.
Spørg Retten i Grønland, hvis du er i tvivl.
Hvor betales retsafgiften?
Når du starter en civil sag skal stævningen sendes til Retten i Grønland.
Hvis du vil starte en fogedsag skal anmodningen sendes til kredsretten i den by, hvor modparten bor.
Men retsafgiften skal altid indbetales til Retten i Grønland.
Når du har indbetalt retsafgiften i en civil sag, vil Retten i Grønland starte behandling af din sag.
Når du har indbetalt retsafgiften i en fogedsag, vil Retten i Grønland sende en kopi af kvitteringen til kredsretten.
Kredsretten vil herefter starte behandlingen af din sag.
Ankesagerne indbringes ved Landsretten.
Hvad er en retsafgift?
Retsafgift er en afgift, som du betaler, hvis du vil lægge sag an. Hvis du ikke indbetaler retsafgift, når du har sendt din stævning til retten, vil din sag blive afvist. I første omgang vil du dog få en rykker.
Der skal betales retsafgift i alle civile sager, fogedsager, bevisoptagelsessager (typisk syn og skøn), sager om tvangssalg, kæresager og ankesager.
Hvad er retsafgiften for en klagesag (appelsag)?
Hvis du anker en dom eller kærer en beslutning, skal du igen betale retsafgifter for at få din sag behandlet.
Herunder kan du se, hvad det koster:
- Dom anket til Grønlands Landsret: 750 kroner
- Beslutning kæret til Grønlands Landsret: 400 kroner
- Dom anket til Højesteret: 1.500 kroner
- Beslutning kæret til Højesteret: 750 kroner
Hvad hvis man lægger civil sag an mod flere personer?
Retsafgiften i civile sager på 500 kroner ændres ikke, hvis du lægger sag an mod flere på én gang under samme sag. Der er også kun én retsafgift, hvis I er flere, som lægger en sag an mod den eller de samme.
Hvis nogen har anlagt sag mod dig, og du selv har krav overfor vedkommende, skal du også betale retsafgift.
Hvad hvis man anlægger fogedsag mod flere personer?
Hvis du anlægger fogedsag mod flere personer på én gang, skal du betale retsafgift for hver skyldner, som retten skal opkræve penge hos.
Sidst opdateret: 01. februar 2024