03 sep 2024
Retten i Svendborg
Greenpeace Danmark er idømt en bøde på 360.000 kr.
Dom afsagt: 3. september 2024
Foreningen Greenpeace-Danmark er dømt for i 3 tilfælde i marts 2022 at have forstyrret 3 tankskibe i Langelandsbælt og Storebælt, der sejlede med råolie. Greenpeace-Danmark blev endvidere dømt for at have forhindret en skib-til-skib operation om lastning af råolie ud for Frederikshavn.
Sagen kort fortalt
Aktionerne i Langelandsbæltet og Storebælt fandt stede den 18., 19., og 25. marts 2022 i rute T, der er dybtvandsrenden.
Ved den første aktion satte Greenpeace fire bemandede kajakker i tankskibets sejlløb og undlod at vige for tankskibet, der måtte foretage en undvigelse for at hindre påsejling.
Ved den anden aktion kastede Greenpeace ad flere gange en person i vandet på tankskibets sejlløb, hvorved tankskibet måttet ændre kurs for at undgå påsejling.
Ved den tredje aktion placerede Greenpeace en sejlbåd og en anden båd i sejlløbet, hvorved tankskibet måtte ændre kurs for at undgå påsejling.
Ved den sidste aktion placerede Greenpeace flere bemandede kajakker mellem 2 tankskibe, som lå ud for Frederikshavn, i forbindelse med, at der skulle lastes råolie fra det ene tankskib til det andet.
Greenpeace blev dømt i alle fire forhold for overtrædelse af søsikkerhedsloven for med forsæt at have navigeret og/eller sejlet i strid med godt sømandsskab.
Greenpeace har erkendt at have udført aktionerne, men påstod frifindelse eller strafbortfald, idet aktionerne var udført for at markere en modstand mod krigen i Ukraine, og brugen af fossile brændstoffer. Greenpeace-Danmark gjorde gældende, at aktionerne må anses for at ligge inden for rammerne af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions regler om retten til at ytre sig gennem demonstrationer.
Retten afviste, at aktionerne var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions regler om retten til at ytre sig gennem demonstrationer.
Dommens resultat
Anklagerens påstand om straf var en bøde på ikke under 480.000 kr.
Straffen blev fastsat til en bøde på 360.000 kr. Dommerne lagde ved udmålingen af bøden vægt på, at der foreligger flere forhold, og at Greenpeace flere gange tidligere er straffet. På den anden side er der lagt vægt på, at bøden ikke har en sådan størrelse, at det ikke længere er økonomisk muligt at drive Foreningen Greenpeace-Danmark. Bøden er fastsat efter en proportionalitetsvurdering til 360.000 kr.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Svendborg den 3. september 2024.
Sagsnummer: SS 3435/0223
For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jacob Thaarup på telefon 9968 3220.