Hvis du skal i fogedretten
Her finder du informationer om fogedsager ved retten i Svendborg.
Den mest almindelige fogedsag er et møde i fogedretten, hvor en person er indkaldt, fordi vedkommende skylder penge, men vi behandler også mange andre typer sager. Du kan læse mere nedenfor, hvor vi har samlet de mest stillede spørgsmål.
Hvis du skal møde i fogedretten, har du modtaget en indkaldelse i din e-Boks eller fra vores stævningsmand. Her står dato og mødetidspunkt samt alle praktiske informationer.
Jeg har fået en indkaldelse til fogedretten, men kan ikke komme den dag. Hvad gør jeg?
Hvis det er første møde på sagen, vil vi i langt de fleste tilfælde kunne hjælpe dig med en ny tid. Det er vigtigt, at du ringer til os (tlf. 99 68 32 02), så vi kan aftale et tidspunkt, hvor fremmøde vil være muligt. Der er dog forskel på, hvilken type sag det drejer sig om, og du kan ikke gentagende gange få en ny tid. Du kan som udgangspunkt altid, medmindre fogedretten har bestemt andet, lade en anden møde for dig. Du skal så udfylde den fuldmagt, du har modtaget med indkaldelsen. Vedkommende som møder for dig skal kunne svare på spørgsmål om din økonomi og eventuelle aktiver.
Jeg vil gerne lade en anden møde for mig. Hvordan gør jeg?
Du skal udfylde den fuldmagt, du har modtaget med indkaldelsen til mødet i fogedretten. Den person, som møder for dig, skal kende til sagen og til dine økonomiske forhold. Gør personen ikke det, kan fogedretten kræve, at du møder personligt.
Behøver jeg møde, når jeg ikke ejer noget?
Ja. Du har pligt til at møde uanset, hvordan din økonomiske situation er.
Et møde i fogedretten tager som regel 10 minutter.
Hvad sker der, hvis jeg ikke møder?
Du kan blive hentet og tilbageholdt af politiet, hvis du udebliver fra et møde, uden at give fogedretten besked om gyldig grund. Fogedretten kan også vælge at gennemføre sagen på din bopæl samme dag eller senere. Det er i almindelighed ikke en gyldig grund til ikke at møde i retten, at du skal på arbejde. Hvis du er blevet syg, skal du hurtigst muligt give fogedretten besked på tlf. 99 68 32 02. Det er vigtigt, at du ringer. Hvis du ikke giver besked, kan det koste yderligere omkostninger til modparten, som du skal betale. Fogedretten kan endvidere kræve, at du dokumenterer din sygdom med en lægeattest, som du selv skal betale for.
Jeg har modtaget brev om anholdelsesbeslutning – kan jeg få en ny tid?
Nej, men du kan undgå anholdelse ved frivilligt at møde op i fogedretten og få din sag behandlet. Frivilligt fremmøde kan ske alle hverdage kl. 10 og uden forudgående aftale med fogedretten. Du skal blot henvende dig i informationen, der ligger til højre, når du er kommet ind i retsbygningen. Din sag vil blive behandlet på dagen, men du må påregne ventetid, da dagens fogedmøder prioriteres til tiden.
Muligheden for frivilligt fremmøde kl. 10 gælder kun, når du eftersøges af politiet. Vi opfordrer derfor altid til at møde op til første indkaldte mødetidspunkt, da det vil spare dig for både ventetid og yderligere omkostninger.
Jeg vil gerne betale eller afdrage
Hvis du kan betale beløbet, skal du kontakte modpartens repræsentant i sagen og få deres betalingsoplysninger. Du finder kontaktoplysninger på modparten i din indkaldelse til fogedretten. Når beløbet er modtaget, vil modpartens repræsentant tilbagekalde sagen fra fogedretten. Du kan ikke betale pengene til fogedretten.
Afdragsordninger skal ligeledes indgås med modpartens repræsentant. Modparten er ikke forpligtet til at tilbagekalde sagen, når der ikke sker betaling af det fulde beløb.
Sidst opdateret: 17. april 2024