Gå til sidens indhold

Tinglysningsretten

Tinglysningsretten

På tinglysning.dk har du mulighed for at hente personbogsattester samt udskrift af dokumenter tinglyst efter 21. marts 2011.

Dokumenter tinglyst før 22. marts 2011 skal bestilles ved Tinglysningsretten.

En uofficiel personbogsattest og udskrifter af digitalt tinglyste dokumenter er gratis.

En officiel personbogsattest koster 150 kr. pr. stk. Beløbet betales undervejs i bestillingsprocessen på tinglysning.dk.

Ønsker du ikke at benytte Den Digitale Tingbog, kan du bestille udskrifter fra Personbogen ved sende en e-mail via vores kontaktformular eller skrive til adressen Tinglysningsretten, Majsmarken 5, 9500 Hobro.
Hent vores kontaktformular.

Ved skriftlig bestilling skal pengene overføres til vores konto:
Reg.nr. 0216 kontonummer: 406-913-5994.
Betalingsmeddelelse: Hvis bestillingen er sket via kontaktformularen, kan sagsnummeret, der modtages retur, indsættes som betalingsmeddelelse.

Personbogsattest

Bestilling på en personbogsattest skal indeholde fornavn, efternavn og cpr- eller virksomhedens navn og cvr-nr. samt anmelders navn, adresse og telefonnummer. 

Officielle personbogsattester sendes som almindeligt brev.

Det er væsentligt hurtigere at bestille personbogsattester samt udskrifter af dokumenter tinglyst efter 21. marts 2011 på tinglysning.dk.

Udskrift af ægtepagt

Det er kun parterne i en tinglyst ægtepagt, der kan få en udskrift af denne. Udskrifter af ægtepagter sendes til parternes digitale postkasse. Er parterne fritaget for post fra det offentlige, sendes udskriften til parterne med post. En advokat kan også henvende sig skriftligt til Tinglysningsretten og på vegne af en klient bede om, at der sendes en udskrift af klientens tinglyste ægtepagt til klientens digitale postkasse. Udskriften er gratis forudsat, at klienten ikke selv kunne have hentet udskriften via tinglysning.dk.

Parterne kan også give fuldmagt til fx en advokat. Den originale fuldmagt samt forespørgsel skal sendes pr. post til Tinglysningsretten. Udskriften sendes herefter til den person, der har fået fuldmagt. Udskrift af en ægtepagt, der bestilles via fuldmagt fra parterne i ægtepagten, koster kr. 150 kr. pr. stk.

Øvrige vil kun kunne få en udskrift af en ægtepagt, hvis der foreligger en godtgjort retlig interesse. Begrundet anmodning skal sendes til Tinglysningsretten, Majsmarken 5, 9500 Hobro. Disse udskrifter koster også 150 kr. pr. stk.

Testamenter

Tinglysningsretten kan ikke lave udskrifter eller give oplysninger om testamenter. Henvendelser vedrørende testamenter skal ske hos den byret, hvor notaren har påtegnet dokumentet.

Forespørg virksomhedspant/konkurs

Vejledningen "Forespørg virksomhedspant/konkurs" kan anvendes af advokater, der er udpeget til kuratorer i virksomheder, der er gået konkurs.

Vejledning Sidst opdateret
Forespørg Personbogen (personbogsattest) pdf

11. marts 2024

Forespørg virksomhedspant/konkurs pdf

14. oktober 2022

Oversigt over gamle og nye retskredse Sidst opdateret
Retskredsnumre og myndighedskoder pdf

28. maj 2020

Sidst opdateret: 24. januar 2024