Gå til sidens indhold

Tinglysningsretten

Tinglysningsretten

Nogle anmeldelser indeholder roller, hvor det ikke er muligt at angive cpr-nr./cvr-nr., da aktøren enten er udenlandsk, eller ikke kan få et cvr-nr.

Det kan være, når:

  • en udlænding uden dansk cpr-nr. indgår i en anmeldelse, (vær opmærksom på, at et administrativt/kildeskattepligtigt cpr-nr. skal anvendes for den konkrete rolle),
  • en udenlandsk virksomhed uden dansk cvr-nr. eller en dansk virksomhed/forening ikke kan få et cvr-nr..

Når en dansk virksomhed/forening angives uden cvr-nr., skal det dokumenteres, at det ikke er muligt at få et cvr-nr. Afslaget fra Det Centrale Virksomhedsregister skal være vedhæftet som bilag i anmeldelsen.

Indsæt rollen uden cpr-nr./cvr-nr. i anmeldelsen

”Rollen har ikke dansk cpr-/cvr-nr. men har dansk adresse” benyttes, når rollen har adresse i Danmark men ikke har et dansk cpr-/cvr-nr.

”Rollen har ikke dansk cpr-/cvr-nr. og har udenlandsk adresse” benyttes, når rollen har adresse i udlandet og ikke har et dansk cpr-/cvr-nr.

OBS: I enkelte dokumenttyper vil det alene være muligt at vælge ”Hvis personen/virksomheden IKKE har CPR eller CVR-nr., skal du indtaste følgende information”, hvorefter navnet indtastes. Hvis rollen har adresse i udlandet, skal der markeres i ”Personen/virksomheden har adresse i udlandet”.

Indsæt rollen uden cpr-nr./cvr-nr. som rolle i trinnet ”Roller og underskriftsmetode”/”Andre roller”

Når rollen i anmeldelsen først angives i trinnet "Roller og underskriftsmetode"/”Andre roller”, skal navnet uden cpr-nr./cvr-nr. skrives i feltet "Navn".

Vælg underskriftsmetode

Underskriftsmappe

Det er ikke muligt at anvende underskriftsmetoden ”Underskriftsmappe”, da det kræver cpr-nr./cvr-nr.

Anmelderordning

Underskriftsmetoden ”Anmelderordning” kan kun anvendes ved pant. Tinglysningsretten påser ikke det bagvedliggende fuldmagtsforhold.

Fuldmagt

Underskriftsmetoden ”Fuldmagt” kan som udgangspunkt altid anvendes. Tinglysningsretten påser, om der er afgivet fuldmagt, ellers tinglyses der med frist til fremsendelse af efterfølgende fuldmagt.

Ingen underskrift/Skal ikke underskrive

Underskriftsmetoden ”Ingen underskrift”/”Skal ikke underskrive” skal anvendes, når rollen ikke kan eller ikke behøver at underskrive anmeldelsen.

Sidst opdateret: 12. april 2024