29 aug 2024
Retten i Viborg
Dom i sag om hacking og blufærdighedskrænkelse
Dom afsagt: 29. august 2024
35-årig mand idømt 2 års fængsel, hvoraf 6 måneder skal afsones, og 1 år og 6 måneder gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, for hacking under særligt skærpende omstændigheder og blufærdighedskrænkelse vedrørende besiddelse af 209 forurettedes private billeder og videoer.
Sagsnummer: SS 2341/2023
Sagen kort fortalt
Den 35-årige mand var tiltalt for i perioden fra 21. september 2017 til 15. februar 2019 at have begået hacking mod 622 hjemmesider og adskillige private konti, og for at have forsøgt at skaffe sig adgang til yderligere 9.955 hjemmesider. Tiltalte var derudover tiltalt for blufærdighedskrænkelse ved at have besiddet 209 personers private billeder og videoer.
Tiltalte erkendte sig under hovedforhandlingen skyldig i blufærdighedskrænkelse og hacking, som ikke var sket under særligt skærpende omstændigheder. Tiltalte nægtede sig i øvrigt skyldig.
Dommens resultat
Retten fandt det efter hackingens karakter, gerningsperiodens længde og til det samlede antal af fuldbyrdede forhold vedrørende hacking og forsøg herpå bevist, at tiltalte havde begået hacking under særligt skærpende omstændigheder. Tiltalte blev derfor dømt efter anklageskriftet i relation til tiltalen vedrørende hacking og blufærdighedskrænkelse.
Tiltalte blev i overensstemmelse med anklagemyndighedens endelige påstand frifundet for et forhold vedrørende besiddelse af børnepornografi.
Anklageren påstod tiltalte idømt 2 års ubetinget fængsel, subsidiært tiltalte idømt en kombinationsdom.
Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år, hvoraf de 6 måneder skal afsones, og den resterende del af fængselsstraffen blev gjort betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste i 250 timer.
Dommerne lagde vægt på forholdenes karakter, tiltaltes personlige forhold og den samlede sagsbehandlingstid.
Tiltalte blev derudover dømt til at betale godtgørelse for tort på mellem 2.500 kr. og 7.500 kr. til 209 forurettede.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Viborg den 29. august 2024.