Klagemuligheder
Her kan du orientere dig om hvilke klagemuligheder du har. Du kan klage over en afgørelse og/eller en person.
Klage over en afgørelse
Klage over en afgørelse
Hvis du ikke er enig i en afgørelse, der er truffet i Retten på Færøerne, har du som hovedregel mulighed for at klage over afgørelsen til Østre Landsret.
Der bruges forskellige juridiske ord om det at klage alt afhængig af, hvad det er for en type afgørelse, du ønsker at klage over. Samlet hedder det at appellere.
Retten på Færøerne træffer afgørelse i form af en dom, en kendelse eller en beslutning.
Hvis du ønsker at klage over en dom, hedder det at anke. Hvis det derimod er en kendelse eller en beslutning, du ønsker at klage over, så hedder det at kære.
Klage over en afgørelse i en civil sag - hvordan gør jeg?
Anke en dom
Du kan som hovedregel anke en dom fra Retten på Færøerne i en civil sag. Det skal du gøre inden for 4 uger.
Når du modtager Retten på Færøernes dom, vil du samtidig få vejledning om, hvordan du kan anke til landsretten.
Vær opmærksom på, at sager, der drejer sig om en økonomisk værdi på højst 20.000 kr., kun kan ankes til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Se hvordan du søger Procesbevillingsnævnet om tilladelse
Du eller din advokat skal sende anken til Retten på Færøerne, som sender sagen videre til landsretten.
Kære en beslutning eller kendelse
Som udgangspunkt kan du kære en kendelse eller beslutning, som Retten på Færøerne træffer, til Østre Landsret.
Dette gælder dog ikke, hvis kendelsen eller beslutningen er afsagt under hovedforhandlingen eller under hovedforhandlingens forberedelse. Hvis du ønsker at kære i den situation, skal du søge om tilladelse hos Procesbevillingsnævnet
Se hvordan du søger Procesbevillingsnævnet om tilladelse
Du kan kære beslutninger om sagsomkostninger. Men vær opmærksom på, at hvis sagens omkostninger er fastsat til højst 20.000 kr., kan sagen kun kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Du eller din advokat skal sende kæreskriftet til Retten på Færøerne, som sender sagen videre til landsretten.
Fristen for at kære er to uger fra den dag, hvor retten har bestemt det, du vil kære over
Hvordan behandler landsretten sagen?
Landsretten kan afvise at behandle sagen, hvis landsretten vurderer, at den ikke vil få et andet resultat end i Retten på Færøerne.
Landsretten kan ikke afvise en sag, der er af principiel karakter, eller hvor der er andre grunde til, at sagen bør behandles. Landsretten kan heller ikke afvise en sag, som er indbragt efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
I småsagerne vil landsretten ofte behandle sagen på et skriftligt grundlag, hvorimod parterne i de almindelige civile sager ofte vil blive indkaldt til hovedforhandling.
Kan jeg klage over landsrettens afgørelse ?
Landsrettens domme kan som udgangspunkt kun ankes til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Se hvordan du søger Procesbevillingsnævnet om tilladelse
Sager, der indbringes for Højesteret, kræver i alle tilfælde, at en advokat fører sagen.
Klage over en afgørelse fra fogedretten - hvordan gør jeg ?
Hvis du ikke er enig i fogedrettens afgørelse, kan du som udgangspunkt kære afgørelsen til landsretten.
Når du modtager fogedrettens afgørelse, vil du samtidig få vejledning om, hvordan du kærer afgørelsen.
Du skal kære afgørelsen inden 4 uger efter, at fogedretten har truffet afgørelse i sagen.
Du kærer afgørelsen ved at indgive et kæreskrift. Her skal du skrive, hvilket resultat du mener, sagen skal have, og en begrundelse for, hvorfor du mener, at fogedrettens afgørelse er forkert. Du skal vedhæfte en kopi af eventuelle nye papirer i sagen.
Du skal sende kæreskriftet med bilag til den fogedret, som har truffet afgørelsen.
Du skal også betale en kæreafgift. Hvis du vinder sagen, får du tilbagebetalt beløbet.
Du skal have tilladelse af Procesbevillingsnævnet til at kære til landsretten, hvis:
- afgørelsen handler om udlæg for gæld, der har en økonomisk værdi af højst 20.000 kr.
- du vil klage over fogedrettens fastsættelse af sagsomkostninger, og sagsomkostningerne er fastsat til 20.000 kr. eller derunder, eller der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger på 20.000 kr. eller derunder.
Hvordan behandles sagen i landsretten?
Når landsretten modtager sagen fra fogedretten kan landsretten vurdere, at der er behov for et møde. I så fald får du besked om dette. Hvis landsretten kan afgøre sagen på det skriftlige grundlag, får du besked om landsrettens afgørelse med posten.
Klage over en afgørelse i en straffesag - hvordan gør jeg ?
Anke en dom i en straffesag
Hvis Retten på Færøerne har dømt dig i en straffesag, kan du anke dommen til landsretten hvis du er idømt:
- mere end 20 dagbøder
- en bøde på over 6.000 kr.
- konfiskation eller
- andre offentligretlige følger (som fx frakendelse af rettigheder)
Ankefristen i straffesager er 14 dage fra dommens afsigelse. Du kan kun anke, hvis du var til stede i Retten på Færøerne til retsmødet.
Hvis sagen er principiel, kan du søge om Procesbevillingsnævnets tilladelse til, at sagen alligevel kan ankes til landsretten, selvom ovenstående betingelser ikke er opfyldt. Fristen for at søge om tilladelsen er også 14 dage.
Se hvordan du søger Procesbevillingsnævnet om tilladelse
Hvordan behandles sagen i landsretten?
Anken kan enten vedrøre sagens beviser eller kun straffens længde.
Tiltalte kan vælge at anke hele eller dele af Retten på Færøernes dom, fx hvis man er uenig i Retten på Færøernes vurdering af skyldsspørgsmålet i nogle af sagens forhold. Tiltalte kan også vælge at acceptere Retten på Færøerne vurdering af sagens beviser, men anke fx straffens længde.
Hvis landsretten skal tage stilling til beviserne i sagen kan vidnerne blive afhørt på ny. Når landsretten alene skal tage stilling til straffens længde, vil sagen typisk vare kortere tid end i Retten på Færøerne.
Kan jeg klage over landsrettens afgørelse?
Landsrettens domme kan som udgangspunkt kun ankes til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Se hvordan du søger Procesbevillingsnævnet om tilladelse
Sager, der indbringes for Højesteret, kræver i alle tilfælde, at en advokat fører sagen.
Klage over en varetægtsfængsling
Hvis du er varetægtsfængslet, kan du klage til Østre Landsret over afgørelsen om varetægtsfængsling. Dette hedder at kære.
Fristen for at kære er er 14 dage efter retsmødet.
Retten på Færøernes afgørelse om varetægtsfængsling og/eller isolation kan kæres med det samme under grundlovsforhøret, eller den kan kæres mundtligt til personalet i fængslet, som herefter giver retten besked.
Hvis anklagemyndigheden kræver, at du bliver varetægtsfængslet, får du beskikket en advokat – en forsvarer – der repræsenterer dig og kan hjælpe dig med kæresagen.
Landsrettens afgørelser om varetægtsfængsling kan kun indbringes for Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Klage over en person
Klage over en persons adfærd
Hvis du mener, at fx en dommer eller en retsmægler har opført sig forkert under behandlingen af en sag eller i forbindelse med retsmægling, kan du klage over personens adfærd.
Hvem kan jeg klage over?
Du kan klage over en dommer eller en jurist ved retten, der dømmer i en retssag. En jurist ved retten kan fx være en retsassessor, en dommerfuldmægtig, eller en midlertidigt beskikket dommer.
Du kan også klage over sagkyndige retsmedlemmer og retsmæglere.
I hvilke tilfælde kan jeg klage over en retsmægler?
Du kan altid kræve en retsmægling afsluttet, hvis du er utilfreds med retsmægleren. Det skyldes, at retsmægling kræver, at begge parter deltager frivilligt.
Du kan klage over en retsmægler, som du mener, har handlet i strid med de etiske retningslinjer for retsmæglere eller på anden måde har forsømt sit hverv som retsmægler.
Se de etiske retningslinjer for retsmæglere
I hvilke tilfælde kan jeg klage over en dommer?
Du kan klage over en dommer, hvis du mener, at dommeren har opført sig forkert under behandlingen af en sag.
Ifølge retsplejeloven skal der være tale om, at dommeren har gjort sig ”skyldig i forsømmelse eller skødesløshed i embedsførelsen” eller har udvist ”utilbørligt eller usømmeligt forhold”. Der er ikke faste kriterier for, hvilke typer opførsel, der er omfattet af begreberne forsømmelse, skødesløshed og utilbørlige eller usømmelige forhold.
Du kan ikke klage over dommeren, fordi du er uenig i en afgørelse, som dommeren har truffet.
Hvis du er uenig i afgørelsen, kan du klage over afgørelsen.
Hvem klager jeg til?
Du kan sende en klage til sorenskriveren (retspræsidenten) eller til Den Særlige Klageret.
Sorenskriveren kan give en advarsel til den pågældende dommer, jurist eller sagkyndigt retsmedlem ved retten. Hvis klagen er uegnet til at blive afgjort af sorenskriveren, kan sorenskriveren henvise den til Den Særlige Klageret .
En klage over sorenskriveren skal behandles af Østre Landsret eller til Den Særlige Klageret.
Hvordan klager jeg til sorenskriveren?
Du skal sende din klage til sorenskriveren med almindeligt brev, hvis sagen er behandlet af Retten på Færøerne.
Sorenskriveren skal modtage din klage inden 4 uger efter, at du er blevet bekendt med det forhold, du vil klage over.
Hvordan klager jeg til Den Særlige Klageret?
Du kan klage skriftligt til Den Særlige Klageret enten i et almindeligt brev eller en mail.
Klagen skal indeholde:
- navnet på den dommer, jurist eller sagkyndige retsmedlem ved retten, som du vil klage over
- en beskrivelse af på hvilken måde den pågældende dommer, jurist eller sagkyndige retsmedlem efter din mening har opført sig utilbørligt eller usømmeligt
- en postadresse som klageretten kan skrive til dig på
Send din klage til:
Den Særlige Klageret
Prins Jørgens Gård 13
1218 København K
Telefon: 3363 2750
Hvornår skal jeg senest have indgivet min klage?
Din klage skal være modtaget af sorenskriveren eller Den Særlige Klageret inden 4 uger efter, at du er blevet opmærksom på det, du vil klage over.
Den Særlige Klageret kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, når særlige forhold taler herfor. Særlige forhold kan fx være pludselig og alvorlig sygdom, der kan undskylde, at klagen ikke er indgivet til tiden.
Du kan ikke klage over politiets opførsel til retten
Den Uafhængige Politiklagemyndighed behandler og træffer afgørelse vedrørende klager over politipersonalets adfærd. Behandlingen foretages efter § 1057 - § 1075 i retsplejeloven for Færøerne.
En klage over politiet kan indgives enten direkte til Den Uafhængige Politiklagemyndighed på internethjemmesiden www.politiklagemyndigheden.dk eller til politiet eller anklagemyndigheden på Færøerne.
Politiet eller anklagemyndigheden på Færøerne videresender modtagne klager til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, medmindre klagen er egnet til notitssagsbehandling. Notitssagsbehandling er en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og den, der har indgivet klagen. Notitssagsbehandling forudsætter, at den der har indgivet klagen er indforstået med, at klagen behandles på den måde.”
Sidst opdateret: 12. september 2022