Syn og skøn
Syn og skøn er et bevis, som kan bruges i en retssag. Syn og skøn udføres af en fagperson, en skønsmand, der undersøger nogle spørgsmål og besvarer dem i en syn- og skønserklæring.
Det er dig eller den anden part, der kan tage initiativ til at få foretaget syn og skøn.
Det kan ske enten som led i en sag, som allerede behandles af retten, eller det kan ske for at sikre et bevis, hvis der senere skulle blive anlagt en retssag.
Hvis du ønsker syn og skøn, skal du lave et forslag til de spørgsmål, som du ønsker, at en skønsmand skal svare på. Den anden part får derefter mulighed for at kommentere dit forslag.
Hvordan gør jeg?
Spørgsmålene til skønsmanden skal være neutrale og relevante i forhold til det tema, som du gerne vil have belyst. Retten kan nægte dig eller den anden part at stille spørgsmål, som ikke opfylder disse betingelser.
Når du har udarbejdet din spørgsmål til skønsmanden, skal du sende dem videre til din modpart i sagen. Modparten udarbejder sine spørgsmål til skønsmanden og sender dem til retten og dig.
Det er retten, der bestemmer, om der skal være syn og skøn.
Hvem kan være syn- og skønsmand?
Du og din modpart skal selv komme med forslag til, hvem retten skal udpege som skønsmand. I kan vælge at rette henvendelse til en brancheorganisation eller lignende.
En skønsmand skal være uberygtet, upartisk og have faglig viden, der er relevant for at kunne svare på jeres spørgsmål.
Retten bestemmer i sidste ende, hvem der skal udmeldes som skønsmand.
Kan jeg overvære skønsmandens arbejde?
Ja. Skønsmanden skal give dig og den anden part besked om, hvor han vil undersøge sagen. I har begge ret til at være til stede, mens han foretager undersøgelsen, hvis der fx skal ske besigtigelse.
I kan klage over skønsmandens fremgangsmåde. Klage skal indgives til den ret, der behandler sagen og har udpeget skønsmanden.
Kan jeg stille uddybende spørgsmål til en erklæring?
Ja. Når skønsmanden har afleveret sin erklæring til retten, har I som udgangspunkt mulighed for at stille supplerende spørgsmål. Spørgsmålene skal sendes til retten. Retten sætter en frist for, hvornår spørgsmålene skal være modtaget.
Retten kan indkalde skønsmanden til et retsmøde for at besvare spørgsmål i tilknytning til erklæringen.
Kan jeg få foretaget syn og skøn, hvis der ikke er en retssag?
Ja. Du kan anmode retten om at afholde et syn og skøn, uden at der er anlagt retssag. Dette kaldes isoleret bevisoptagelse og foregår i retten efter samme proces, hvor en skønsmand svarer på en række spørgsmål i en erklæring. Erklæringen kan du herefter bruge som bevis under en senere retssag.
Den part, der ønsker syn og skøn, betaler foreløbigt selv udgifterne. Retten træffer efterfølgende bestemmelse om betaling af udgifterne til syn og skøn, medmindre parterne har aftalt andet. Du kan også blive pålagt at betale modpartens udgifter til advokat i forbindelse med den isolerede bevisoptagelse.
Kan jeg bruge erklæringer, som jeg selv har fået lavet
Nej. Hvis du selv har fået lavet en undersøgelse eller erklæring, efter at sagen er anlagt, kan den som udgangspunkt ikke være bevis i sagen, hvis modparten ikke har haft mulighed for at bidrage til erklæringens udformning. Den fagperson, der har lavet undersøgelsen eller erklæringen, kan du heller ikke bruge som sagkyndigt vidne i retten.
Kan jeg forlange et nyt syn og skøn, selvom der er foretaget syn og skøn i sagen?
Hvis sagen har været behandlet i et klagenævn, er der ofte foretaget syn og skøn. Du eller din modpart har som udgangspunkt ret til at forlange et nyt syn og skøn, når der bliver anlagt retssag.
Hvis retten finder det hensigtsmæssigt, kan der også foretages et fornyet syn og skøn i den samme retssag.
Hvem betaler for udgifterne til syn og skøn?
Du og den anden part skal selv betale udgifterne til syn og skøn. Udgifterne til syn og skøn kan være store.
Retten bestemmer skønsmandens honorar. Du og den anden part får mulighed for at kommentere skønsmandens regning inden. Den part, der har bedt om syn og skøn, hæfter for omkostningerne.
Når sagen er slut, bestemmer retten, hvem der endeligt skal betale udgifterne til syn og skøn. Det sker ved fastsættelsen af sagsomkostningerne.
Kan jeg anmode om syn og skøn i småsager?
I småsagerne er det rettens opgave at hjælpe parterne med at forberede sagen. Retten vil også tale med dig og modparten om, hvilke beviser der er i sagen, og om der eventuelt skal indhentes en sagkyndig erklæring.
Du kan også selv anmode retten om, at der bliver indhentet en sagkyndig erklæring.
Sidst opdateret: 05. maj 2021