Gå til sidens indhold

Danmarks Domstole består af 24 byretter, de overordnede retter, en række øvrige retter, råd og nævn samt en styrelse. Dertil kommer domstolene på Færøerne og Grønland.

Danmarks Domstole organisationsdiagram

Organisationsdiagram over Danmarks Domstole.

Domstolenes 24 byretter

  • Danmark er inddelt i 24 byretskredse
  • Byretterne ledes af en byretspræsident
  • Byretterne behandler civile sager, straffesager, notarialforretninger og skiftesager
  • Alle sager begynder som udgangspunkt i byretten
  • Byretterne kan i en række tilfælde henvise en civil sag til behandling ved landsretten. Det gælder fx, hvis sagen er af principiel betydning, eller hvis sagen kan få væsentlig betydning for andre end parterne

Se Danmarkskort med de 24 retskredse (pdf) 

Domstolenes overordnede retter

Højesteret

Højesteret er Danmarks øverste domstol og ligger i København. Højesteret er den øverste appeldomstol for Danmark, Grønland og behandler domme og kendelser, der er afsagt af Østre Landsret, Vestre Landsret eller Sø- og Handelsretten. Man kan altså ikke anlægge sag direkte ved Højesteret.

Højesteret behandler både civile sager og straffesager og fungerer som tredje instans i skifte-, foged- og tinglysningssager. Ved Højesteret behandles også sager, som Procesbevillingsnævnet har tilladt indbragt for retten. Det drejer sig om sager af særlig principiel betydning, fx sager, som kan have betydning for afgørelse af en række andre sager, eller om sager af særlig samfundsmæssig interesse.

I straffesager kan Højesteret ikke tage stilling til skyldsspørgsmålet. 

Landsretterne

Landsretterne er delt i afdelinger. Til hver afdeling hører tre landsdommere, som i fællesskab afgør alle afdelingens sager, både straffesager og civile sager. Ved landsretterne er der samlet ansat ca. 100 landsdommere. Hver landsret ledes af en præsident. I nogle straffesager medvirker nævninge, i andre domsmænd. I enkelte sager deltager personer (sagkyndige dommere), der er særligt sagkyndige på et specielt område.

  • Vestre og Østre Landsret er appelinstanser for byretterne 
  • Vestre Landsret ligger i Viborg og behandler sager fra Jylland
  • Østre Landsret ligger i København og behandler sager fra resten af landet samt Færøerne og Grønland

Sø- og Handelsretten

Sø- og Handelsretten er en specialdomstol for erhvervs- og insolvensrelaterede sager. Sø- og Handelsretten behandler hovedsageligt civile sager (fx søsager, konkurrencesager, handelssager, patentsager, varemærke- og markedsføringssager, funktionærsager, midlertidige forbud- og påbudssager, konkurskarantæner) og insolvensretlige sager (fx konkurssager, gældssaneringer, tvangsopløsninger). 

Gå til de overordnede retter

Domstolenes øvrige retter, råd og nævn

Danmarks Domstole omfatter Tinglysningsretten samt en række råd og nævn. Retterne i Grønland og på Færøerne er også en del af Danmarks Domstole.

De øvrige retter, råd og nævn under Danmarks Domstole har særlige specialområder og indgår på forskellige niveauer i det samlede retssystem.

Grønlands Domstole består af Grønlands Landsret, Retten i Grønland samt fire kredsretter. Grønlands Domstole er en del af Danmarks Domstole.

Retten på Færøerne ligger i Tórshavn og behandler de samme sager, som byretterne i resten af riget.

Gå til de øvrige retter, råd og nævn

Domstolsstyrelsen

Domstolsstyrelsen har til opgave at administrere og udvikle Danmarks Domstole. Styrelsen ledes af en bestyrelse og en direktør. Ressortmæssigt hører den under Justitsministeriet, men den er politisk uafhængig. Det betyder blandt andet, at justitsministeren ikke kan bestemme over styrelsen eller ændre styrelsens afgørelser. 

Læs mere om Domstolsstyrelsen

Danmarkskort med 24 retskredse og deres hovedtingsteder og bitingsteder

Sidst opdateret: 16. november 2023